My CMS

 

 

Velkommen til Sorgenfrivang II

Sorgenfrivang II ligger i Sorgenfri, tæt ved skole, indkøbscenter og S-tog og på grønne områder, herunder Furesøen. Sorgenfrivang II består at tre højhuse på 14 etager. 

 

Sorgenfrivang II i dag

I dag er der reception, vaskeri, selskabslokaler, rum for fritidsklubber, gæsteværelser, et stort antal nyttehaver, 3 legepladser, og i den nordlige ende en børnehave, der drives som en selvejende institution med plads til 80 børn. 

 

Med indførelsen af begrebet ”råderet” er der åbnet større muligheder for, at man kan sætte sit individuelle præg på sin bolig, blandt andet gennem modernisering af køkken og badeværelse. Der er flere finansieringsmuligheder. En af mulighederne er, at den enkelte beboer betaler en forhøjet husleje i 10 år for dette arbejde. Visse større ændringer kræver dog forhåndsgodkendelse. 

 

Historisk tilbageblik

I årene 1947-51 købte DAB, Dansk Almennyttige Boligselsskab, hovedparten af de grønne arealer vest for banen ved Sorgenfri Station. Det er de arealer, Sorgenfrivang I og II, og i øvrigt indkøbscenteret (torvet) ligger på i dag. Dengang var LAB, Lyngby Almennyttige Boligselsskab, et datterselskab under DAB. I dag er konstruktionen anderledes. LAB står som ejer af bl.a. Sorgenfrivang I og II (torvet er solgt fra), og DAB er ’ansat’ som administrator for LAB. Lidt forenklet kan man sige, at LAB består af beboerne i LABs område og styres gennem et repræsentantskab, der igen har udpeget en bestyrelse. 

Sorgenfrivang I med 307 lejligheder blev færdig i årene 1952/53, torvet blev taget i brug i 1956, mens Sorgenfrivang II med 428 lejligheder blev færdig til indflytning i årene 1957/59. Først højhus A nærmest torvet i 1957, dernæst højhus B i 1958 og i 1959 det nordligste højhus C. 

I starten var der både grænser for, hvor stor ens indkomst måtte være for at komme i betragtning som lejer, samtidig med at huslejen var ret høj. 

Højhusene er bygget i 15 etager. Der er 9 forskellige boligtyper – alt fra 1 til 6 værelser. Herudover findes i stueetagen forskellige typer fortrinsvis et-værelses lejligheder. Se planerne i denne brochure. Sorgenfrivang II var en ny måde at bygge boliger på med en del flere (og andre) fællesanlæg og -indretninger, end der er i dag. Indgangsdørene var aflåst, og der var dørtelefoner. Indgangspartierne var udstyret med designermøbler og -lamper. I den nordlige ende af bebyggelsen etableredes en garagegård med plads til parkerede biler. 

Man valgte at lave mange fællesfaciliteter såsom portnerservice (reception), børneparkering, rengøringshjælpeservice, centralkøkken med daglig restaurant, mindre selskabslokale, hobbylokale m.v. Der var fællesvaskeri med tidsbestilling og fast servicemedarbejder. Herudover kunne man aflevere tøj til udevask over portnerfunktionen.

En del af boligerne er kun opført med et skabs- eller tekøkken. Hensigten var, at middagen skulle indtages i afdelingens restaurant, hvor man som en del af huslejen kunne aftage et antal madbilletter.